GURYONGPO VÆGMALERIBY

Ved kysten af Guryongpo i Pohang, provinsen Nord-Gyeongsang, boede en sød lille haenyeo ved navn Soeun.

Soeun elskede denne landsby fyldt med duften af havet højt.

At høre de brusende bølger fik hendes hjerte til at banke, og at se ud over havet bragte et smil frem på hendes læber.

Soeuns bedstemor var den mest berømte haenyeo i landsbyen.

Selvom hun nu er over hundrede år gammel og er holdt op med at dykke, tilbragte hun mere tid med havet end nogen anden.

Bedstemor holdt Soeun i hånden og lærte hende navnene på hvert havdyr.

Bedstemor fortalte altid historier som denne om havet. Takket være hende blev Soeun let venner med havet.

Soeun var kendt i hele landsbyen som et livligt barn.
Selvom hun stadig var ung, var hun ikke bange for vandet, og hendes øjne ville funkle som stjerner, hver gang hun hørte historier om havet.

Men dybt inde i Soeuns hjerte var der altid en uforløst nysgerrighed.

Det var på grund af legenden, som landsbyens ældste plejede at samles for at fortælle på nætter, hvor havbrisen blev rolig, og måneskinnet skinnede.

"For længe siden, på en stormfuld dag, forsøgte ti drager at stige op til himlen fra havet foran os.
Men én styrtede tilbage i havet, og kun ni nåede himlen.
Det er derfor, vores landsby blev kendt som Guryongpo, de ni dragers havn.
Efter dragerne var steget op, og stormen havde lagt sig, strakte en smuk regnbue sig over himlen."

De voksne fortalte denne legende, som om det var noget at prale af, men for Soeun lød det ikke som andet end en drømmeagtig, mystisk fortælling.

Så Soeun mumlede ofte for sig selv.

‘Hvorfor dykkede én drage tilbage i havet?
Kunne der være en grund?’

Så en dag rasede en voldsom storm, præcis som dagen i legenden.
Tordenen bragede, og lynene blinkede hele natten lang.

Næste morgen stoppede regnen. Varmt sollys kiggede frem gennem skyerne, og en smuk regnbue glimtede over havet.

I det øjeblik hun så regnbuen, førte Soeuns skridt hende mod havet.

“Havet må være krystalklart lige nu!”
Med et bankende hjerte tog hun en dyb indånding og sprang ud i havet.

Mens hun svømmede gennem vandet, fangede en lysstråle hendes øje mellem bølgerne.

Da hun svømmede tættere på, så Soeun noget, der svagt lyste.
Det var ikke en muslingeskal eller farverig koral, men en stor, æggeformet perle.

Hvad er dette? Det ligner en sten, men også en kæmpe perle!'
Den store perle havde et blåt skær, og da den rørte hendes fingerspidser, strømmede en varm energi gennem hende.

Mens hun forsigtigt lagde perlen i sit net, bankede Soeuns hjerte vildt.

Hun holdt nettet stramt for ikke at miste perlen og kom op til overfladen.

Soeun var kendt i hele landsbyen

som et livligt barn.
Selvom hun stadig var ung, var hun ikke bange for vandet,
og hendes øjne ville funkle som stjerner,

hver gang hun hørte historier om havet.

Men dybt i Soeuns hjerte
var der altid en uløst nysgerrighed.

På nætter, hvor havbrisen blev rolig

og måneskinnet skinnede,
var det på grund af legenden, som landsbyens ældste

samledes for at fortælle.

"For længe siden, på en stormfuld dag, forsøgte ti drager
at stige op til himlen fra havet foran os.
Men én styrtede tilbage i havet,
og kun ni steg op til himlen.
Det er derfor, landsbyen kom til at hedde

Ni-drage-havn, Guryongpo.
Efter at dragerne var steget op, og stormen havde lagt sig,
buede en smuk regnbue sig over himlen."

De voksne fortalte den legende,

som om det var noget at være stolt af,
men for Soeun lød det ikke som andet end

en drømmeagtig og mystisk fortælling.

Så Soeun mumlede ofte for sig selv.

'Hvorfor dykkede én drage tilbage i havet?
Kunne der være en grund?'

Og så, mens hun samlede mod til sig, sprang hun i havet!

Den første, der nærmede sig Soeun, var en klumpfisk.

Mens den vuggede sin brede, flade krop, mens den drev mageligt afsted, åbnede klumpfisken langsomt munden som en vismand fra havet.

“Hej, lille Haenyeo?”
“Åh, det er en klumpfisk.”

“Guryong fortalte mig i en drøm, at jeg skulle hjælpe dig, så jeg kom op til overfladen.”
“Jeg er også nødt til at møde Guryong. Kan du hjælpe mig?”

Klumpfisken blinkede med sine store øjne og nikkede.

“Vi havvenner kan ikke bare hjælpe mennesker. Kun hvis du løser den , vi giver dig, kan vi hjælpe dig. For at nå Guryong skal du passere gennem den klippeport. Vil du prøve?”
“Selvfølgelig! Jeg er nødt til at tage afsted.”

Soeun nærmede sig klippeporten, guidet af klumpfisken.
Disse ord var indgraveret i klippeporten.

<”Hvad er klumpfiskens internationale navn?”>

Efter at være gået gennem klippeporten,

delte stien sig i to.

Den ene førte ind i en dyb, mørk skov af tang,

mens den anden var spærret af en robust muslingeformet lås.

I tvivl om hvilken vej hun skulle vælge,

læste Soeun skiltet ved vejkrydset.

Skrevet på det var en gåde.

<“Når vinteren kommer, hvem er vi, der får nyt tøj og nye navne?”>

Soeun stirrede intenst på skiltet og lagde hovedet på skrå.

“Skifter tøj om vinteren? Hvad i alverden betyder det?”

Netop da strømmede en sølvfarvet bølge mod hende.

Hundredvis af sild hvirvlede rundt om Soeun,

mens deres haler baskede.

Silden med de lange ører forrest grinede og hviskede.

“Lille Haenyeo, hvad bekymrer dig?”

Soeun svømmede i lang tid, indtil den sølvfarvede sti forsvandt.
Derefter dukkede en landsby fyldt med abaloner og tang op.

En abalone stak forsigtigt hovedet ud af sin skal.

“Soeun, vi har ventet på dig. Guryong fortalte os det.”
“Rigtigt! Jeg kom for at møde Guryong.”

“Så må du passere gennem denne landsby.
Men du kan ikke bare gå igennem.
Kun mennesker, der virkelig kender havet, kan passere gennem vores landsby.
Har du lyst til at løse en gåde?”
“Selvfølgelig!”

Abalonen talte langsomt, i takt med bølgerne.

“Jeg klynger mig tæt til klipper for at leve.
Men hvilket værktøj bruges til at lirke os løs?”

Hvor dybt var hun mon kommet?
Pludselig begyndte havets bølger at hvirvle som en malstrøm.

“Ah!”

Soeun klyngede sig fast til fiskenettet,
men den voldsomme strøm skyllede hende væk, mens hendes kræfter svandt.

Det var da det skete.
En lang, blød arm gled hen mod hende og omfavnede Soeun forsigtigt.
Det var den langørede blæksprutte, der havde gemt sig som en sten.
Mens den langsomt afslørede sin karmoisinrøde krop, talte blæksprutten med en lav, venlig stemme.

“Lille Haenyeo, er du okay?

Det var en hvirvel i havet, der næsten slugte dig lige før.”
“Mange tak, blæksprutte.
Hvis det ikke havde været for dig, var jeg kommet i store problemer.”

“Virkelig? Jeg vil også hurtigt se Guryong.”
“Så må vi først slippe ud af dette labyrintagtige sted.
Kun da kan vi nå derhen, hvor der ikke er nogen hvirvler.
Hvis du stoler på mig, vil du så komme med mig?”

Blæksprutten rakte en af sine lange arme ud mod Soeun.

Soeun tøvede et øjeblik,

og tog derefter fast fat om den bløde blækspruttearm.

“Hold nu godt fast.
For at møde Guryong må vi tage til grotten.
Jeg tager dig med derhen.”

Og så, mens de holdt i hånd,

svømmede de to gennem labyrinten mod grotten.

Endelig ankom vi til den blå hule

hvor Guryong boede.
Inde i hulen var det blændende

som om stjernerne regnede ned,

og skaller og koraller klyngede sig til hver væg,

hvilket gjorde den lige så storslået som et juvelpalads.

Da Soeun tøvede et øjeblik ved indgangen,

faldt en stor skygge foran hende.
Det var hvalen, hulens vogter.

"Du har arbejdet hårdt for at nå så langt,
lille Haenyeo. Jeg er hvalen, der vogter denne hule."

Hvalens stemme var dyb og venlig.
Og den gav genlyd.

“Hvor kan Guryong mon være?
Jeg har bragt ønskeperlen.”

Hvalen smilede, mens den så på perlen.

“Du kan møde Guryong

i den dybeste del af denne hule. Følg efter mig.”

Soeun følte sig lidt bange for den mørke, enorme hule.

Lige som hun tøvede med at gå dybere ind,

bølgerne krusede, og hun hørte nogen nærme sig.

“Hvordan kom du hertil?”

Da hun vendte sig om, så hun en klumpfisk, en sild,

en abalone og en blæksprutte, der skyndte sig mod hende.