GURYONGPO VÆGMALERIBY

Ved bredden af Guryongpo i Pohang, Gyeongsangbuk-do, boede en sød lille haenyeo ved navn Soeun.

Soeun elskede denne landsby, der var fyldt med duften af hav.

At høre bølgernes brusen fik hendes hjerte til at banke, og at kigge på havet fik hende til at smile.

Soeuns bedstemor var den mest berømte haenyeo i landsbyen.
Selv om hun var holdt op med at dykke, da hun blev over 100 år gammel, havde hun tilbragt mere tid ved havet end nogen anden.

Bedstemor tog Soeun i hånden og lærte hende navnene på alle havdyrene et efter et.

Bedstemor fortalte altid historier om havet på denne måde. Takket være hende blev Soeun nemt venner med havet.

Soeun var kendt i hele landsbyen som et livligt barn. Selv om hun stadig var ung, var hun ikke bange for vandet, og hendes øjne funklede som stjerner, når hun hørte historier om havet.

Men dybt inde i Soeuns hjerte var der altid en uforløst nysgerrighed.

Det var på grund af den legende, som landsbyens ældste samledes for at fortælle på nætter, hvor havbrisen blev rolig, og måneskinnet skinnede.

"For længe siden, på en stormfuld dag, forsøgte ti drager at stige op til himlen fra havet foran os. Men én styrtede tilbage i havet, og kun ni nåede himlen. Derfor blev vores landsby kendt som Guryongpo, de ni dragers havn. Efter at dragerne var steget op, og stormen havde lagt sig, strakte en smuk regnbue sig over himlen."

De voksne fortalte denne legende, som om det var noget at prale af, men for Soeun lød det ikke som andet end en drømmeagtig, mystisk fortælling.

Så Soeun mumlede ofte for sig selv.

"Hvorfor dykkede en drage tilbage i havet?
Kan der være en grund til det?

Så en dag rasede et voldsomt uvejr, ligesom den dag i legenden.
Tordenen buldrede, og lynene lynede hele natten.

Næste morgen holdt regnen op. Varmt sollys tittede frem gennem skyerne, og en smuk regnbue skinnede over havet.

I det øjeblik hun så regnbuen, bar Soeuns fodtrin hende mod havet.

"Havet må være krystalklart lige nu!"
Med flagrende hjerte tog hun en dyb indånding og kastede sig ud i havet.

Da hun svømmede gennem vandet, fik hun øje på en lysstråle mellem bølgerne.

Da hun svømmede tættere på, så Soeun noget svagt lysende. Det var ikke en muslingeskal eller en farverig koral, men en stor, æggeformet perle.

Hvad er det her for noget? Det ligner en sten, men også en stor perle! Den store perle havde et blåligt skær, og da den rørte hendes fingerspidser, strømmede der en varm energi gennem hende.

Soeuns hjerte bankede vildt, mens hun forsigtigt lagde perlen i sit net.

Hun holdt godt fast i nettet for ikke at miste perlen og kom op til overfladen.

Soeun var kendt i hele landsbyen som et livligt barn.
Selv om hun stadig var ung, var hun ikke bange for vandet, og hendes øjne funklede som stjerner, når hun hørte historier om havet.

Men dybt inde i Soeuns hjerte var der altid en uforløst nysgerrighed.

Det var på grund af den legende, som landsbyens ældste samledes for at fortælle på nætter, hvor havbrisen blev rolig, og måneskinnet skinnede.

"For længe siden, på en stormfuld dag, forsøgte ti drager at stige op til himlen fra havet foran os. Men én styrtede tilbage i havet, og kun ni nåede himlen. Derfor kom vores landsby til at hedde Guryongpo, De Ni Dragers Havn. Efter at dragerne var steget op, og stormen havde lagt sig, strakte en smuk regnbue sig over himlen."

De voksne fortalte denne legende med stolthed, men for Soeun lød det blot som en drømmeagtig, mystisk fortælling.

Så Soeun mumlede ofte for sig selv.

"Hvorfor dykkede en drage tilbage i havet?
Kunne der være en grund?

Og så tog hun mod til sig og kastede sig i havet!

Efter at have passeret klippeporten delte stien sig i to. Den ene førte ind i en dyb, mørk skov af tang, mens den anden var blokeret af en solid muslingeformet sluse.

Soeun var i tvivl om, hvilken vej hun skulle gå, og læste skiltet ved forgreningen.

Der stod en gåde på det.

<"Når vinteren kommer, hvem er så vi, der får nyt tøj og nye navne?">

Soeun stirrede intenst på skiltet og lagde hovedet på skrå.

"Skifter tøj om vinteren? Hvad i alverden kan det betyde?"

I det samme kom en sølvfarvet bølge imod hende. Hundredvis af sild hvirvlede rundt om Soeun med flagrende haler. Silden med de lange ører forrest grinede og hviskede.

"Lille Haenyeo, hvad er det, der bekymrer dig?"

Soeun svømmede i lang tid, indtil sølvstien forsvandt.
Så dukkede en landsby fyldt med abalone og tang op.

En abalone stak forsigtigt hovedet ud af sin skal.

"Soeun, vi har ventet på dig. Guryong fortalte os det."
"'Ja! Jeg kom for at møde Guryong."

"Så må du passere gennem denne landsby.
Men du kan ikke bare gå igennem.
Kun mennesker, der virkelig kender havet, kan passere gennem vores landsby.
Har du lyst til at løse en gåde?"
"Selvfølgelig!"

Abalonen talte langsomt i takt med bølgerne.

"Jeg klamrer mig fast til klipperne for at leve.
Men hvilket værktøj bruges til at lirke os af?"

Hvor dybt var hun gået?
Pludselig begyndte havets bølger at hvirvle rundt som en strømhvirvel.

"Ah!"

Soeun klamrede sig fast til fiskenettet,
men den voldsomme strøm fejede hende væk, og hendes kræfter svandt.

Det var på det tidspunkt, det skete.
En lang, blød arm gled mod hende og omfavnede blidt Soeun.
Det var den langørede blæksprutte, der gemte sig som en klippe.
Blæksprutten afslørede langsomt sin blodrøde krop og talte med en lav, venlig stemme.

"Lille Haenyeo, er du okay?
Det var en hvirvel i havet, der næsten slugte dig lige før."
"Tusind tak, blæksprutte.
Hvis det ikke var for dig, ville jeg have været i store problemer."

"Er det rigtigt? Jeg vil også gerne se Guryong hurtigt."
"Så må vi først flygte fra dette labyrintagtige sted.
Først da kan vi nå derhen, hvor der ikke er nogen hvirvler.
Hvis du stoler på mig, vil du så komme med mig?"

Blæksprutten strakte en af sine lange arme ud mod Soeun.

Soeun tøvede et øjeblik og tog så et fast greb om den bløde blækspruttearm.

"Nu skal du holde godt fast.
For at møde Guryong skal vi hen til grotten.
Jeg tager dig med derhen."

Og så svømmede de to, mens de holdt hinanden i hånden, gennem labyrinten mod hulen.

Endelig nåede vi frem til den blå hule, hvor Guryong boede.
Inde i hulen var det blændende, som om stjernerne væltede ned, og skaller og koraller klæbede til alle vægge og gjorde den lige så storslået som et juvelbesat palads.

Da Soeun tøvede kort ved indgangen, faldt en stor skygge ned foran hende.
Det var hvalen, grottens vogter.

Du har arbejdet hårdt for at komme så langt,
lille Haenyeo. Jeg er hvalen, som vogter denne hule."

Hvalens stemme var dyb og venlig.
Og den gav genlyd.

"Hvor kan Guryong så være?
Jeg har medbragt en ønskeperle."

Hvalen smilede og kiggede på perlen.

"Du kan møde Guryong i den dybeste del af denne hule. Følg efter mig."

Soeun følte sig lidt bange for den mørke, store hule.

Netop som hun tøvede med at gå dybere ind, bølgede bølgerne, og hun hørte nogen nærme sig.

"Hvordan er du kommet herind?"

Da hun vendte sig om, så hun en solfisk, en sild, en abalone og en blæksprutte komme farende mod hende.